Strandmarkshave

Plejecenter Strandmarkshave er et kommunalt plejecenter med plads til 73 beboere. Huset blev indviet den 10. april 1987. Denne dag er husets fødselsdag og fejres hvert år.

Vi har et Daghjem, hvor der dagligt kommer 35 borgere fra kommunen, samt Værestedet som er et dagtilbud for yngre borgere med sygdommen demens. Værestedet har plads til 6-8 borgere dagligt.

Vi nyder at have vores eget køkken, og får blandt andet varm mad om aftenen. Køkkenet producerer også mad til spisende pensionister. Det vil sige hjemmeboende pensionister, som kommer og spiser deres frokost i huset.

Vi er et aktivt plejecenter. Vi holder meget af, at her sker noget, og at her er varierende aktiviteter og tilbud i hverdagen. Vi er gode til at have det sjovt med hinanden, vi er glade for at feste, og vi holder fast i de gode gamle traditioner.

Udover mange forskellige fællesrum i hele huset og en stor festsal, har vi blandt andet også et træningsrum og en dejlig sansestue. 

Vi gør os umage med, at du må få et godt og trygt liv på plejecentret. Vi ønsker, at du må have en hverdag, der giver mening og maksimal frihed til selvudfoldelse og bevarelse af egen identitet.

Da Strandmarkshave også er en arbejdsplads, ønsker vi at fastholde, tiltrække og udvikle en kvalificeret medarbejderstab.

Strandmarkshave har organisatorisk tilknyttet Bofællesskabet Torndalshave under sig. Torndalshave er et specialiseret bofællesskab for yngre borgere med sygdommen demens. Bofællesskabet har plads til 12 borgere.